EL: Dagpengeindsats er en total fiasko

»Tallene viser, at situationen er langt mere alvorlig, end man havde forudset, og at den indsats, man har gjort for at sikre de her mennesker muligheden for et arbejde, har været en total fiasko. I sidste ende understreger det nødvendigheden af at finde nogle langvarige og holdbare løsninger,« siger Per Clausen og uddyber:

»Regeringen skal arbejde meget mere målrettet på at få skabt arbejdspladser og uddannelsesmuligheder til de mennesker, der er ramt af langvarig arbejdsløshed. Og så er vi nødt til at ændre dagpengesystemet, så det bliver nemmere at optjene retten til dagpenge - for eksempel på 13 uger i stedet for 52 uger.«

Per Clausen mener desuden, at man skal kunne optjene retten til dagpenge ved alle former for beskæftigelse, og at uddannelsesperioder skal tælle som en »død periode i forhold til brug af dagpengeretten«.

Han afviser, at yderligere tiltag til fordel for de ledige vil afholde nogle fra at finde et job.I Politiken kritiserer Dansk Arbejdsgiverforening (DA) ellers regeringens tiltag som akutpakker og uddannelsesydelser for at have en sløvende effekt på de ledige.

»Det er det rene sludder. Hvis DA mødte de her mennesker, ville DA vide, at de nærmest har været grebet af panik over deres situation. Mange har søgt et utal af job, og man skal lige huske på, at de her midlertidige løsninger trods alt kun er midlertidige, og at man får hjælp på kontanthjælpsniveau,« siger Per Clausen.

Beskæftigelsesministeriet seneste forventning til antallet af personer med opbrugt dagpengeperiode lød på mellem 17.000 og 23.000, hvilket var væsentligt højere end skønnet forinden på mellem 7.000 og 12.000, men altså stadig lavere end 23.124.

Dagens Gossip