EL: Dagpengereformen skal annulleres

Det kommer ikke bag på Enhedslisten, at store dele af Socialdemokraternes bagland i en rundspørge for Ritzau ønsker lempelser af den dagpengereform, som partiet i tidernes morgen var imod, men som man alligevel - som led i magtovertagelsen i 2011 - har gennemført.

Godt og vel to tredjedele af de 336 lokalformænd og partiets repræsentanter i kommuner og regioner, der har taget stilling til dagpengereformen, mener, at genoptjeningsperioden skal forkortes fra det nuværende år.

Desuden vil omkring det samme antal baglandsfolk ikke vente på, at dagpengekommissionen har afleveret sine anbefalinger ved udgangen af næste år.

- De tal kommer ikke bag på mig, for det er tydeligt for enhver, at Venstres, De Konservatives, Dansk Folkepartis og de Radikales dagpengereform ikke er robust nok, og at hullerne i sikkerhedsnettet er blevet for store, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

- Og det skal løses med det samme frem for at vente på en syltekrukke af en kommission, der er bundet på hænder og fødder, siger hun med henvisning til, at eventuelle ændringer af dagpengereformen skal være provenu-neutralt, som det hedder i kommissoriet.

Rundspørgen kommer op til Socialdemokraternes kongres i weekenden, der ventes at blive præget af dagpengespørgsmålet.

Derefter venter forhandlingerne om næste års finanslov, der traditionen tro kommer til at byde på flere vers og omkvæd af dagpenge-melodien, der har runget i regeringens øregange siden fødslen i 2011.

Spørgsmål: Bliver der en finanslovaftale med Enhedslisten, hvis der ikke røres ved dagpengereformen?

- Vi stiller ikke ultimative krav. Jeg tror, at alle ved, at det er et område, der ligger os meget på sinde. Og jeg vil da opfordre regeringen til at komme til forhandlingsbordet med et åbent sind frem for dumstædigt at holde fast i, at der ikke kan røres ved dagpengesystemet, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Ritzaus rundspørge er sendt ud til i alt 926 partimedlemmer.

/ritzau/

Dagens Gossip