EL efter rapport: Træk dagpenge-forringelser tilbage

Skrevet af admin

11/09/2014

Mest læste i dag

En procent.

Så mange ledige har dagpengereformen hjulpet hurtigere i arbejde efter, at den blev indført i 2011.

Sådan lyder en af konklusionerne i en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), der har sat over 50.000 dagpengemodtageres vej til jobmarkedet under lup.

Rapporten kommer, mens sværdslagene mellem regeringen på den ene side og især SF og Enhedslisten på den anden for alvor tager til i styrke op til efterårets finanslovforhandlinger.

- SFI's rapport bekræfter, hvad Enhedslisten hele tiden har sagt: Forringelserne fra 2010 sikrer ikke, at arbejdsløse kommer i arbejde. Det eneste, der hjælper arbejdsløse, er sikringen af nye reelle arbejdspladser, siger partiet arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl.

Han kalder dagpengereformen for "en skandale".

- Rapporten forstærker kravet til regeringen om at trække dagpengeforringelserne tilbage nu - som minimum indtil dagpengekommissionen kommer med forslag til varige løsninger om to år, siger Christian Juhl.

Også SF - der i sin ikke så fjerne fortid som regeringsparti var med til at føre dagpengereformen ud i livet - understreger, at partiet "hele tiden" har understreget, at dagpengereformen er forkert.

- Den nye undersøgelse viser igen, at det var en forkert reform, som kom på et forkert tidspunkt og med et forkert indhold. Reformen rammer ved siden af. Undersøgelsen understreger, hvad vi i SF har sagt hele tiden, siger partiets finansordfører Jonas Dahl.

- Op mod 60.000 mennesker står til at falde ud af systemet de næste år. Derfor foreslår vi en halvering af genoptjeningsperioden, siger han.

/ritzau/