EL efterlyser hurtigere proces for kommission i Tibet-sag

Skrevet af admin

20/10/2015

Dagens topnyheder

Fint, men med plads til forbedringer.

Justitsminister Søren Pind (V) lægger op til at give den bebudede undersøgelseskommission, der skal granske den såkaldte Tibet-sag, to år til at færdiggøre sit arbejde.

Men det bør kunne klares på den halve tid. Det mener Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.

- To år er kort tid for en undersøgelseskommission, når man ser på, hvordan det har været tidligere, men når der er tale om en kommission, der reelt først begynder efter jul, så bliver det i alt seks år, at disse sager har kørt.

- Der er grund til at speede lidt op, hvis det er muligt. Kommissoriets bredde tyder på, at justitsministeren mener det alvorligt, men tidsperspektivet peger mere i den anden retning, mere mod en syltekrukke.

- Det er et relativt afgrænset sagsforløb, så jeg synes, at man burde kunne gøre det på et år som et maksimum. Det vil vi tale med Pind om, inden vi lader champagnepropperne springe, siger Skipper til Ritzau.

Undersøgelseskommissionen lægger op til en storvask af hele Tibet-affæren, der tager sin begyndelse i forbindelse med den daværende kinesiske præsident Hu Jintaos besøg i København i juni 2012.

Her fratog danske betjente fredelige protibetanske demonstranters flag og forhindrede dem i at komme i vejen for den kinesiske præsidents åsyn.

Efterfølgende har politiet flere gange - over for såvel Folketinget som Justitsministeriet og domstole - benægtet, at der skulle ligge en generel ordre bag bortvisningen af de fredelige demonstranter.

Men tidligere på måneden kom det så frem, at en såkaldt "operationsbefaling" fra politiet understregede, at demonstranterne ikke skulle være synlige for den kinesiske præsident.

Kommissionen skal ikke kun grave sig ned i, hvad der ligger til grund for politiets ageren i forbindelse med det meget omtalte statsbesøg i 2012. Yderligere to besøg fra den kinesiske top i 2013 og 2014 skal under lup.

Ser man bort fra tidshorisonten, er Enhedslisten tilfreds med Pinds tanker med kommissionen.

- Umiddelbart ser det godt ud. Det er bredt, det tager de væsentligste pointer med, altså både om der er givet instruktioner til at krænke frihedsrettigheder, og hvem der har ansvaret for at give de urigtige oplysninger til Folketinget, siger hun.

Skipper vil dog også gerne vide, om "Justitsministeriet har forholdt sig i bevidst uvidenhed, og om de har et ansvar for ikke at have handlet på de vanvittige forklaringer, som de fik fra politiet". Det håber hun, at kommissionen kan give et svar på.

/ritzau/