EL: Eksperter skal få antallet af selvmord ned

Skrevet af admin

13/01/2014

Dagens topnyheder

Eksperter skal være med til at få antallet af selvmord ned. Derfor vil Enhedslisten i denne uge fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget med en handlingsplan, der skal bringe antallet af selvmord ned.

- Vi skal samle eksperter og de mennesker, der arbejder med forebyggelse og behandling af selvmord, så de kan komme med nye forslag til, hvordan vi kan forebygge og behandle, siger Enhedslistens sundhedsordfører Stine Brix.

- Det handler blandt andet om at fange de nye risikogrupper, der opstår. Det gør vi ikke i dag, når vi ikke arbejder systematisk, siger hun.

Målet med handlingsplanen er at spore andre grupper end mennesker med psykisk sygdom og alkoholmisbrug, der kan være risikogrupper.

- Vi kan se, at der kommer nye risikogrupper til. Det kan være unge bøsser, lesbiske og transpersoner, asylansøgere og folk, der står i en uoverskuelig situation rent økonomisk. Det er grupper, som vi i dag ikke har nogle særligt fokuserede tilbud til, siger hun.

Forrige år tog 680 personer deres eget liv. Det er en stigning på 12 procent i forhold til 2011, viser tal fra Statens Serum Instituts register over dødsårsager. Stigningen kommer efter en årrække, hvor antallet af selvmord er faldet og nu er det højeste siden 2002.

- Desværre valgte den tidligere regeringen at skrotte det arbejde, vi tidligere har haft. Og det tror jeg desværre er grunden til, at vi nu er sat tilbage, siger Stine Brix.

Hun er dog sikker på, at partiet kan samle bred støtte blandt Folketingets partier til det beslutningsforslag, de nu kommer med.

- Jeg mener, man kan lave en handlingsplan mod selvmord for tre millioner kroner. Og det mener jeg bestemt er indenfor rækkevidde, siger sundhedsordføreren.

/ritzau/