EL enig i opfodring til handling på flygtningeområdet

Når generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm understreger, at der er grænser for, hvor mange flygtninge et land kan opsluge uden at bukke under, er der ingen grund til at ryste på hovedet.

Sådan lyder det fra Enhedslistens integrationsordfører Johanne Schmidt-Nielsen, efter generalsekretæren har været ude med den klare melding, at antallet af migranter truer balancen i Europa.

- Jeg tror slet ikke, der findes noget menneske, der er uenig, forstået på den måde at der er omkring 60 millioner flygtninge i verden på nuværende tidspunkt.

- Og selvfølgelig kan alle 60 millioner ikke være i Danmark, ligesom alle 60 millioner ikke kan være i for eksempel Jordan eller Sverige, siger hun.

- Jeg opfatter Andreas Kamms udmelding som en klar opfodring til mere grundlæggende handling i forhold til flygtningeproblematikken, lyder det fra integrationsordføreren.

Når Andreas Kamm hæver stemmen, er det ifølge generalsekretæren ikke et kursskifte. Det er et opråb om, at de fælles globale løsninger skal styrkes, så problemet ikke "kører fra os".

Og det er Johanne Schmid-Nielsen enig i.

- Jeg mener dels, der er brug for en langt stærkere indsats i nærområderne. Ikke kun fra Danmarks side men international, siger hun og fortsætter:

- Derudover er det uholdbart, at vi i Europa har et system, hvor landene der tilfældigvis har de ydre grænser i princippet skal tage imod de flygtninge, der kommer til Europa. Vi bliver nødt til at få en mere solidarisk fordeling de europæiske lande imellem.

Allerede onsdag var Andreas Kamm fremme med kritik i Jyllands-Posten, og generalsekretæren møder opbakning fra en række andre organisationer på området.

/ritzau/

Dagens Gossip