EL er lunken overfor ny jobpakke

Enhedslisten tror, at der skal flere initiativer til for at forhindre, at folk falder ud af dagpengesystemet.

Sådan betegner Enhedslistens finansordfører Frank Aaen regeringens initiativ, der skal skaffe 12.500 akutjob i den offentlige og private sektor.

- Nu må vi så se på, om det er nok og så forhandle om, hvad der videre skal ske, siger Frank Aaen til Ritzau.

Enhedslisten har i forbindelse med finanslovforhandlingerne krævet en jobgaranti for de mennesker, der risikerer at miste retten til dagpenge. Regeringens initiativ er ikke en sådan garanti, og om det er nok til at stille Enhedslisten tilfreds er nok tvivlsomt.

Foreløbigt nøjes Frank Aaen med at konstatere, at han er glad for regeringens initiativ.

- Vi er glade for, at regeringen nu tager det alvorligt, at der er så mange, der er ved at falde ud af dagpengesystemet, og at det er nødvendigt at gøre noget mere, end de hidtil har gjort, siger han.

Frank Aaen roser, at det er lykkes at få de private arbejdsgivere, der ifølge Ritzaus oplysninger skal levere 7500 arbejdspladser, med i ordningen.

- Det støtter vi helt. Vi er usikre på, om det så er nok, eller om der ikke stadigvæk vil være mange, der falder ud af dagpengesystemet. Det vil vi drøfte med regeringen i de kommende finanslovforhandlinger, siger Frank Aaen.

En del af den nye akutpakke vil kræve vedtagelse i Folketinget, og der siger Enhedslisten allerede på forhånd, at man er klar til at lægge stemmer til.

Dagens Gossip