EL: EU imponerer ikke i kamp mod social dumping

Skrevet af admin

05/03/2014

Dagens topnyheder

- Jeg er ikke imponeret, siger Finn Sørensen, socialordfører i Enhedslisten, efter at forhandlere fra EU's medlemslande og parlamentet er blevet enige om et kompromis, der skal styrke kampen mod social dumping.

- Jeg mener ikke, vi med det her direktivforslag får nogle væsentlige redskaber i kampen mod social dumping, siger han.

De 28 EU-landes ambassadører har på et møde onsdag i Bruxelles godkendt forhandlingskompromisset til et såkaldt nyt håndhævelsesdirektiv til det allerede eksisterende udstationeringsdirektiv.

De nye regler skal blandt andet øge medlemslandenes muligheder for at kontrollere løn- og arbejdsvilkår for arbejdere udstationeret fra andre EU-lande.

Landene får mulighed for uden videre at holde opsyn med en række ting som for eksempel arbejdernes antal. Desuden kan landene føje nye ting til listen, hvis EU-Kommissionen får besked.

Finn Sørensen frygter dog, at kommissionen, for at sikre den frie bevægelighed, vil sætte en stopper for vidtgående kontrol.

- Det eneste positive er, at der kommer lidt skrappere krav til medlemslandene om at samarbejde om at udveksle oplysninger, mener han.

Desuden åbner EU mulighed for indførsel af kædeansvar i byggebranchen, hvilket betyder, at hovedentreprenører bliver gjort ansvarlige og hæfter for løndumping blandt underentreprenører. Men det er langt fra nok, mener Finn Sørensen.

- Den udgave af kædeansvar, der er beskrevet her, er ikke det papir værd, den er skrevet på, mener Finn Sørensen.

I Danmark vil hovedentreprenører blive fri for ansvar, hvis de sikrer sig, at underentreprenøren er registrerer i RUT-registret, som alle udenlandske virksomheder skal registrere sig i.

Der har været tale om et langvarigt forhandlingsforløb med store slagsmål både internt mellem medlemslandene i ministerrådet og mellem rådet og parlamentet.

Aftalen ventes nu formelt godkendt i EU-Parlamentet til april, hvorpå den - formentlig som en formalitet - kan blive blåstemplet af medlemslandene på ministerniveau.

/ritzau/