EL fastholder Dong-kritik efter kig i dokumenter

Skrevet af admin

27/08/2015

Dagens topnyheder

Enhedslistens holdning til salget af Dong-aktier til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs har ikke ændret sig, efter partiets finansordfører har set de hemmelige dokumenter i sagen.

Sådan lyder det fra Pelle Dragsted, finansordfører for Enhedslisten, som konsekvent har været stor modstander af salget.

- Min holdning er ikke blevet ændret, efter det jeg har set i dag, siger han.

Meldingen kommer efter, at han sammen med resten af Folketingets Finansudvalg har fået adgang til de fortrolige dokumenter i sagen om salget af statsejede Dong-aktier til den amerikanske investeringsbank.

- Jeg mener stadig, at der er en meget stor sandsynlighed for, at der lå andre og bedre muligheder, man kunne have afsøgt, blandt andet i forhold til danske pensionskasser, siger Pelle Dragsted.

Han er med andre ord stadig i tvivl om, hvorvidt tilbuddet fra Goldman Sachs var det bedste. Det har ellers både finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) og finansordfører Ole Birk Olesen (LA) understreget, at det var.

- På baggrund af den nye viden jeg har fået i dag, vil jeg stille en række spørgsmål til finansministeren for at se, om jeg kan få svar på de centrale spørgsmål i den her sag.

- Nemlig om det var rigtigt, da Bjarne Corydon (tidligere finansminister for Socialdemokraterne, red.) sagde, at det bedste bud kom fra Goldman Sachs, lyder det fra finansordføreren.

Medlemmerne af Finansudvalget har fået finansministerens tilladelse til at se dokumenterne, men det sker under fortrolighed, og de kan derfor ikke være konkrete i eventuelle kritikpunkter.

Og det i sig selv er et stort problem, understreger Pelle Dragsted.

- Det er i sig selv er et stort demokratisk problem, for det er et salg, der vedrører os alle sammen, siger han.

/ritzau/