EL frygter endnu skrappere kurs over for syge på dagpenge

Skrevet af admin

10/11/2015

Mest læste i dag

Syge personer, der er på dagpenge, bliver ifølge Enhedslisten udsat for en helt urimelig behandling.

Og partiet frygter, at kursen over for denne gruppe borgere kan blive strammet yderligere.

Det siger Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Finn Sørensen, på baggrund af Dansk Socialrådgiverforenings advarsler og Ankestyrelsens seneste praksisundersøgelse om sygedagpenge.

- Det er helt uacceptabelt, at kommunerne stopper sygedagpenge til alvorligt syge mennesker, fordi sundhedsvæsnet ikke kan følge med i afklaringen af deres helbred. Det er jo helt uforskyldt, at de syge havner i denne situation, men alligevel fratages de sygedagpenge og sættes på en langt lavere ydelse, siger Finn Sørensen i en skriftlig kommentar.

En undersøgelse blandt medlemmerne af Dansk Socialrådgiverforening viser, at to tredjedele finder det fagligt uforsvarligt, at de allerede efter 22 uger skal vurdere alvorligt syge borgeres arbejdsevne.

Derfor havner mange af de syge ledige i jobafklaringsforløb, selv om de ifølge socialrådgiverne ikke hører til målgruppen. De risikerer i sidste ende at miste retten til sygedagpenge og må derefter klare sig med et beløb svarende til kontanthjælp.

Før reformen af sygedagpenge trådte i kraft, skulle en revurdering finde sted efter 52 uger.

Finn Sørensen betegner rapporten fra socialrådgiverne som rystende læsning.

- Den dokumenterer, at denne urimelige behandling af de syge finder sted i stort omfang.

Og Ankestyrelsens undersøgelse af kommunernes behandling af syge på dagpenge er ifølge ordføreren "direkte skræmmende".

- Ankestyrelsen godkender kommunernes praksis og mener ovenikøbet, at kommunerne er for flinke. Man kan frygte en endnu skrappere kurs over for de syge efter den udmelding, siger Finn Sørensen.

Han vil nu have beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) til at stille op i et samråd om sygedagpengereformen.

/ritzau/