EL har ikke tillid til de private adoptionsbureauer

Skrevet af admin

05/02/2014

Mest læste i dag

Enhedslisten er i tvivl om, hvorvidt private bureauer fortsat skal formidle adoption af børn nu, da AC Børnehjælps fremtid fortsat er uafklaret efter økonomisk rod i regnskaberne.

- Man skal aldrig afvise, at der kan ske et mirakel. Men vi har simpelt hen ikke tillid til de private organisationer - både AC Børnehjælp og DanAdopt. De har haft nogle meget store problemer, siger Enhedslistens socialordfører Pernille Skipper.

Hendes reaktion kommer, efter at socialminister Manu Sareen (R) onsdag efter et møde med Folketingets ordførere meddelte, at AC Børnehjælp ikke bliver reddet af et samarbejde med Den Sociale Udviklingsfond som partner, sådan som bureauet havde håbet på.

I stedet får adoptionsbureauet nogle uger til at lave en ny redningsplan for at sikre organisationens forsatte ret til at formidle adoptioner.

Imens kan AC Børnehjælp ifølge Manu Sareen ikke tage imod nye tilmeldinger. De sættes under skærpet tilsyn af Ankestyrelsen, indtil Socialministeriet afklarer, hvordan man bedst hjælper de 400 adoptanter, der står på venteliste.

Pernille Skipper vil ikke lægge sig fast på alternativer til privat adoption. Først skal der findes en løsning for 400 kommende adoptanter hos AC Børnehjælp.

- Det er den "mindst ringe løsning" at finde en anden partner end Den Sociale Udviklingsfond, mener hun efter onsdagens møde med den nye minister.

- Man hiver ikke bare et forslag op af tasken. Det skal vi diskutere. Det kan være delvis statsligt eller fuldt statsligt. Der er fordele og ulemper.

- Men de to organisationer, der i Danmark formidler adoption, har lavet så mange fejl, at vi er bekymrede for, om vi overhovedet kan være sikre på, at adoptionerne foregår moralsk og juridisk korrekt, siger Pernille Skipper.

Der er grund til at søge alternativer til private adoptionsbureauer, når man kan stille dette spørgsmål, mener Enhedslistens socialordfører.

/ritzau/