El-Hussein holdt hof på netcafé efter synagogedrab

Skrevet af admin

14/03/2016

Mest læste i dag

Omar el-Hussein mødtes med to venner på internetcaféen Powerplay på Nørrebro, blot en time efter at han havde skudt og dræbt 37-årige Dan Uzan ud for synagogen i Krystalgade.

Det viser videooptagelser fra internetcaféen, som anklager Sidsel Klixbüll mandag afspillede i Københavns Byret. Det gjorde hun i forbindelse med sin afhøring af 21-årige LE, der er en blandt fire mænd, som er tiltalt for at medvirke til terror.

På videooptagelserne kan man se, hvordan el-Hussein og to mænd, de tiltalte LE og IA, går ind i netcaféens VIP-rum. Her står de og taler i cirka tre minutter, inden de går ud igen.

Det foregik i minutterne mellem klokken 1.46 og 1.49 natten til 15. februar sidste år.

- Jeg kan ikke huske, hvad han fortalte, fortæller LE i retten, da anklager Klixbüll beder om en forklaring på, hvad de tre talte om.

LE husker dog så meget, at Omar el-Hussein fortalte, at han havde set en person blive skudt. Men det havde ikke noget med synagogen at gøre. Det var noget banderelateret, og en af de implicerede var vist bandidosrocker.

Sidsel Klixbüll interesserer sig i sin afhøring meget for personerne på videoens håndbevægelser. Hun mener at se, at der bliver lavet nogle pistolagtige tegn.

LE fortæller, at det ikke er det, som han kan se. For ham er der bare tale om almindelig gestik.

De fire tiltalte har ifølge anklagemyndigheden medvirket til terror, idet de har tilskyndet og på forskellig vis bistået Omar el-Hussein i forbindelse med angrebet på synagogen. Alle nægter sig skyldige i den anklage.

Sagen fortsætter tirsdag. Her skal den tiltalte IA afgive forklaring. Hans forsvarer, Michael Juul Eriksen, har dog sagt, at man ikke skal regne med, at hans klient vil sige noget på nuværende tidspunkt i sagen.

Sagen fortsætter frem til september, hvor der ventes dom sidst på måneden.

/ritzau/