EL kalder justitsminister i samråd om isolation af unge

Skrevet af admin

08/10/2014

Mest læste i dag

Justitsminister Karen Hækkerup (S) bør gøre mere end at bare at kulegrave de 158 gange, hvor børn og unge er blevet sat i isolation i danske fængsler.

Sådan lyder det fra Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, som nu kalder justitsministeren i samråd om sagen.

- Jeg kan ærligt talt ikke se, hvad der skal undersøges. Enhedslisten og Socialdemokraterne har hidtil været enige om, at børn slet ikke hører hjemme i fængsler, men i sikrede institutioner med langt mere opmærksomhed på deres psykiske og fysiske velbefindende.

- Så selvfølgelig skal de da heller ikke udsættes for langvarig isolation. Det behøver man ikke undersøge, mener Pernille Skipper.

Også SF og Kriminalforsorgsforeningen opfordrer justitsministeren til at forbyde, at børn og unge i alderen 15 til 18 år bliver sat i isolation i de danske fængsler.

Karen Hækkerup har meddelt, at hun er klar til at diskutere, om man kan tage andre instrumenter end isolation i brug, men der er et behov for, at unge kan fastholdes på en måde, så de ikke skader andre, mener ministeren.

Derfor vil hun først have undersøgt de konkrete tilfælde, før man træffer en beslutning. Det undrer Pernille Skipper.

- Isolation er ekstremt voldsomt. Det er skadeligt for voksne mennesker, og det kan være ødelæggende for børn. Vi mener klart, at isolationsfængsling af børn burde være helt forbudt, siger hun.

- Som minimum bør der være samme tidsgrænse for isolation i fængslerne, som der er i de sikrede institutioner.

- Mener ministeren, at der er noget at være i tvivl om i den forbindelse, må vi have det frem. Derfor indkalder vi nu ministeren i samråd. Så kan hun samtidig forklare, hvorfor børn overhovedet befinder sig i Kriminalforsorgens institutioner, siger Pernille Skipper.

Da både Enhedslisten og SF har erklæret sig klar til at forbyde brugen af isolationsfængsling af unge, har regeringen flertal for at ændre reglerne.

/ritzau/