EL kalder ny GGGI-støtte for hul i hovedet

Skrevet af admin

19/02/2014

Mest læste i dag

Det er en alt for lemfældig omgang med skatteborgernes penge, når regeringen nu ønsker at fortsætte millionstøtten til den omstridte klimaorganisation GGGI (Global Green Growth Institute, red.).

Det mener Enhedslisten, der kalder beslutningen "hul i hovedet".

- Det er hul i hovedet og med hovedet under armen, siger partiets udenrigspolitiske ordfører, Christian Juhl.

- Vi venter stadig på to rapporter om GGGI, så det er meningsløst, hvis vi allerede nu vil fyre flere penge af på den organisation. Skatteydernes penge hænger altså ikke på træerne, siger han.

- Vi har ingen forsikringer om, at pengene går til klimaforbedringer. Det eneste, vi ved i øjeblikket, er, at der er gået en masse penge til lønninger, en masse penge til rejser og en masse penge til møder i forskellige hovedstæder.

GGGI slog for alvor rødder i danskernes bevidsthed, da det kom frem, at organisationens bestyrelsesformand, Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, på godt et år havde rejst for omkring en million danske bistandskroner.

Pengene var gået til rejser på luftfartens limousine-klasse, first class, og efterfølgende kom det frem, at en sydkoreansk revisionsrapport havde afsløret frås og rod i GGGI's regnskaber.

Og i november måtte daværende udviklingsminister Christian Friis Bach (R) så trække sig, da det blev afsløret, at han på den danske regerings vegne havde blåstemplet de guldrandede rejseregler for bistandsmidler, som Løkke havde nydt godt af.

Siden har Norge dog meldt ud, at man vil fortsætte støtten til GGGI, fordi der ifølge en uvildig rapport er kommet bedre styr på regnskaberne.

Men det preller af på Enhedslisten:

- Vi har gang på gang set, at Lars Løkke Rasmussen ikke har styr på den organisation. Han har sminket den, det er det eneste, der er sket, siger Christian Juhl.

/ritzau/