EL-kandidat udelukket fra 1. maj

LO i Kolding har således forbudt Enhedslistens lokale spidskandidat til kommunalvalget i november, Benny Dall, som taler ved festlighederne på onsdag. Det skyldes, at Benny Dall ifølge avisen ikke havde overenskomst med sine ansatte, da han gennem en årrække ejede værtshuset Republikken i Kolding, som han solgte for omkring tre år siden.

Sagen skal således ses i lyset af sagen om Restaurant Vejlegården i Vejle, hvor restauratøren tegnede overenskomst med Kristelig Fagforening (Krifa) frem for 3F, hvilket fik 3F til at blokere restauranten, da man mente, overenskomsten med Krifa stillede de ansatte dårligere.

»Ønsket er at have fokus på, at overenskomster er vigtige, og dem, der taler for os i år, skal også synes, at det med overenskomst er vigtigt,« siger Jens Lund, formand for LO i Kolding til TV Syd.

Enhedslistens Benny Dall (Ø) beklager sagen, men siger til TV-stationen:

»Jeg er ikke en variant af Vejlegården, jeg har ikke taget nogen rettigheder fra de ansatte, som de ville have haft i en overenskomst, tværtimod. Vi har ikke haft nogen faglige sager omkring de ansattes forhold.«

Ifølge TV Syd skal Enhedslistens Henning Hyllested (Ø) nu være partiets taler ved 1. maj-arrangementet i Kolding.

Dagens Gossip