EL kræver advokatundersøgelse udvidet i Zornig-sag

Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen, vil have den planlagte advokatundersøgelse af den såkaldte Zornig-sag udvidet, så den ikke kun gælder embedsmændene, men også socialminister Annette Vilhelmsens (SF) møde med Huset Zornig.

Det skriver Berlingske.

Enhedslisten vil have advokatundersøgelsen til at belyse et møde, som Annette Vilhelmsen skulle have holdt med Lisbeth Zornig den 18. september. Altså kun et par dage før, socialministeren bevilgede en million kroner til projektet Stemmer på kanten.

- Det er en oplysning, som skal med i advokatundersøgelsen, så man kan få konstateret, om det har en betydning for sagen og de ting, som Annette Vilhelmsen har oplyst senest på samrådet i socialudvalget, siger Finn Sørensen til Berlingske.

Ifølge avisen sendte Annette Vilhelmsen (SF) den 4. september personligt en invitation til Lisbeth Zornig til et møde i Socialministeriet, hvor de skulle diskutere projektet Stemmer på kanten.

Under et tre timer langt samråd i socialudvalget for to uger siden nævnte socialministeren kort, at hun havde holdt et såkaldt hilse-på-møde med Huset Zornig, men derudover blev mødet ikke diskuteret yderligere på samrådet.

Selv om Enhedslisten har indstillet Annette Vilhelmsen til en stor næse, er sagen dermed ikke slut for den stadig mere pressede socialminister.

- Det ville være en god idé, hvis ministeren selv forklarer, hvad der præcist er foregået på det her møde. Jeg bliver mere og mere tilfreds med, at socialudvalget har tildelt ministeren en næse for forløbet. Nu må vi afvente advokatundersøgelsen, siger Finn Sørensen til Berlingske.

/ritzau/

Dagens Gossip