EL kræver flere penge til ældrepleje

Ifølge kommissionen skal flere ældre lære at klare sig selv via genoptræning og rehabilitering. Derved vil samfundets udgifter til hjemmepleje ikke stige væsentligt, selv om en langt større del af befolkningen er ældre. Men det er rent utopi, mener Finn Sørensen.

»Det vil givetvis være flere ældre, der vil kunne klare sig selv, men antallet, der ikke er i stand til det, vil også stige. Mange lider jo af kroniske sygdomme, så derfor kan rehabilitering i sig selv ikke løse problemet,« siger han.

Ifølge EL-ordføreren er rapportens konklusion dikteret af regeringen.

»Det er jo regeringen, der har nedsat Hjemmehjælpskommissionen, så derfor siger kommissionen naturligvis ikke, at udfordringen ikke kan klares inden for de nuværende økonomiske rammer,« siger Finn Sørensen, der dog forventer, at han kan bruge rapporten til at påvirke både beslutningstagere og den menige dansker.

»Rapporten dokumenterer den praktiske udvikling på ældreområdet. Vi må bruge den til at udfordre regeringen og folketingsflertallet og samtidig overbevise befolkningen om, at problemet ikke kan løses inden for de eksisterende økonomiske rammer,« siger han.

»Der må laves en anden økonomisk politik, så man ikke holder kommunerne i en spændetrøje. Allerede nu ser vi jo grove nedskæringer på ældreområdet,« siger Finn Sørensen.

I dag er omkring 400.000 danskere over 75 år. Om 30 år vil tallet været steget til 800.000.

Dagens Gossip