EL kræver folkeafstemning om EUs bankunion

Danskerne kan hæfte for irske, spanske og græske banker, hvis Danmark deltager i EU's bankunion. Derfor skal danskerne til folkeafstemning om sagen, fordi vi afgiver for meget suverænitet til EU.

Det siger Enhedslistens EU-ordfører Nikolaj Villumsen, før Folketingets Udenrigspolitiske Nævn og Europaudvalg onsdag drøfter bankunionen med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Hun forhandler bankunionen med EU's andre stats- og regeringschefer ved weekendens topmøde i Bruxelles. Tyskland kræver bankunionen placeret i en særlig traktat, som kan udløse en dansk folkeafstemning efter grundlovens §20 om suverænitetsafgivelse.

- Danmark bør ikke være med i bankunionen. Vi bør som Sverige holde os udenfor. Skulle et flertal i Folketinget ønske at tilslutte sig bankunionen, så har befolkningen krav på en folkeafstemning, siger Nikolaj Villumsen.

- Det er en meget vidtgående beslutning, som kan koste skatteborgerne rigtig mange penge.

Nikolaj Villumsen afviser, at Danmark står økonomisk isoleret udenfor bankunionen, som rummer en fælles bankfond, der gradvis opbygges indtil 2026. Desuden kommer der et fælles banktilsyn i Den Europæiske Centralbank og en myndighed til at lukke banker.

- Problemet ved at løse krisen er, at man har kastet den ene bankpakke efter den anden, så skatteborgerne har betalt regningen. I fremtiden vil det ikke blot være danske banker, men irske og italienske banker, danskerne skal dække ind for, siger Nikolaj Vilumsen.

Han kræver en folkeafstemning, selv om Justitsministeriets lovkontor ikke har afgjort, om Danmark afgiver for meget suverænitet i EU's bankunion.

- Det er på sin plads, at befolkningen bliver spurgt, inden der bliver truffet så vidtgående beslutninger, siger Nikolaj Villumsen.

/ritzau/

Dagens Gossip