EL kræver folkeafstemning om EUs bankunion

Danskerne bør stemme om EU's bankunion, selv om regeringen vil lade Danmark gå med i samarbejdet uden at sende sagen til folkeafstemning.

Det siger Enhedslistens EU-ordfører, Nikolaj Villumsen.

Regeringen konkluderer, at danskerne ikke skal til folkeafstemning om bankunionen. Vi afgiver ikke suverænitet i ubestemt omfang efter grundloven, så danskerne skal stemme, mener Justitsministeriets jurister.

Nikolaj Villumsen er uenig.

- Bankunionen er endnu et eksempel på, hvordan regeringen sniger mere EU ind af bagdøren uden et mandat fra den danske befolkning, siger Nikolaj Villumsen i en pressemeddelelse.

- Hvis regeringen virkelig mener at EU’s bankunion er god for Danmark, hvorfor tør den så ikke spørge befolkningen i en folkeafstemning?

Sverige og Storbritannien står uden for bankunionen. Regeringen har i EU kæmpet hårdt for ligelige vilkår for dansk realkredit, som ikke kendes i andre EU-lande.

- Jeg frygter at EU’s bankunionen kan koste danske skatteborgere dyrt ved en fremtidig finanskrise, siger Nikolaj Villumsen.

- Går Danmark med i bankunionen risikerer vi at skulle være med til at finansiere tyske storbanker, der går ned på grund af spekulation. Det kan meget let blive tilfældet, hvis vi får endnu en omfattende finanskrise.

I valgkampen vil Enhedslisten riste regeringen om bankunionen, forklarer Nikolaj Villumsen.

- Når regeringen ikke tør spørge befolkningen ved en folkeafstemning, må vi jo tage debatten i det kommende folketingsvalg, siger Nikola Villumsen.

- Jeg tror mange vælgere er enige med Enhedslisten i, at Folketinget ikke skal sættes uden for indflydelse, når det handler om, hvor mange skattekroner der skal gå til banker ved kommende finanskriser.

/ritzau/

Dagens Gossip