EL kræver velfærd garanteret i kommuner

Kommunerne skal ansætte flere hjemmehjælpere til at vaske ældre, flere pædagoger til at passe børn og flere lærere til at undervise eleverne. Pengene skal ikke forsvinde i et sort hul i kommunernes budgetter.

Det siger Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen før forhandlinger om finansloven. Enhedslisten kræver 8000 flere ansatte i kommuner, go det vil koste 2,5 milliarder kroner. Et krav som finansminister Bjarne Corydon (S) har afvist.

- Vi fik i finansloven for 2012 regeringen med på at afsætte en halv milliard kroner til børneområdet. Det skulle gå til flere pædagoger og -medhjælpere på stuerne. Kommunerne overholdt ikke aftalen, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

- Pengene gik ikke derhen, hvor vi havde aftalt. Det gør selvfølgelig, at vi i denne forhandling er langt mere optaget af, hvordan vi sikrer, at pengene kommer ud til hænder. At det bliver til flere besøg fra hjemmehjælperen.

Enhedslisten vil blandt andet putte pengene i en timepulje, som kommunerne kan søge, hvis de bruger pengene til formålet. Ellers kan ældre få velfærdsrettigheder, så de mindst skal have to bad om ugen, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

- At give mennesker rettigheder sikrer, at pengene skal kanaliseres derhen, siger hun.

Før folketingsvalget i november 2007 lovede Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt danskerne 29 velfærdsrettigheder. Her fik borgerne garanteret lovbestemte rettigheder om børn, folkeskole, sundhed, ældre og socialt udsatte.

Johanne Schmidt-Nielsen påpeger, at partiets krav om ældre også støttes af nogle socialdemokrater. Københavns overborgmester Frank Jensen (S) lovede onsdag ligesom Enhedslisten, at ældre vil få gjort hovedrent én gang om året, påpeger hun.

- Så helt fjernt fra Socialdemokraterne er det åbenbart ikke, siger hun.

/ritzau/

Dagens Gossip