EL: Lav gymnasieaftale med os

Skrevet af admin

08/04/2015

Dagens topnyheder

Undervisningsminister Christine Antorini (S) ønsker ikke at lave en aftale alene med venstrefløjen i Folketinget om en kommende gymnasiereform.

Det fastslår ministeren onsdag eftermiddag efter, at forhandlingerne med den borgerlige opposition brød sammen og ikke bliver genoptaget på denne side af valget.

Enhedslisten var ellers hurtig til at byde sig til med en smal, rød aftale.

- I Enhedslisten vil vi gerne være med til at lave en aftale om gymnasiet, og derfor opfordrer jeg Christine Antorini til at invitere Enhedslisten og SF til en ny forhandlinsgrunde, siger Enhedslistens uddannelsesordfører, Rosa Lund.

- Når højrefløjen ikke vil være med, så bør regeringen bruge sit flertal, og så kan ændringerne træde i kraft efter et valg, siger hun.

Men ministeren afviser en smal aftale inden valget, og hun insisterer på, at en aftale om en gymnasiereform skal være bred og omfatte partierne i forligskredsen, der rækker hen over midten i dansk politik.

- Vi må sande, at der er gået valgkamp i det her, men vi synes, det er utrolig vigtigt at holde fast i brede forligskredse på uddannelsesområdet. Og så håber jeg, at partierne besinder sig, når vi kommer over på den anden side af et folketingsvalg, siger Antorini.

Den borgerlige oppositions krav om, at adgangsbilletten til gymnasiet skulle være mindst karakteren fire i fagene dansk og matematik var i sidste ende ufravigeligt hjerteblod, men det ville ifølge ministeren have for store konsekvenser.

- Et adgangskrav på mindst 4 og op til 7 vil have store konsekvenser for at sikre gode gymnasiale uddannelser i hele Danmark. Eksempelvis vil et adgangskrav på 7 ramme næsten halvdelen af eleverne på hhx og htx og tre ud af fire på hf, påpeger ministeren.

/ritzau/