EL: Løkke bør knokle for EU-fordeling af flygtninge

Skrevet af admin

11/11/2015

Dagens topnyheder

Enhedslisten er ikke ligefrem det mest oplagte bud på en aftalepartner, når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fredag samler lederne af Folketingets partier for at drøfte en pakke med stramninger på udlændingeområdet.

Statsministeren præsenterede onsdag sin plan om at præsentere planen fredag, fordi tilstrømningen af asylansøgere til Danmark har overhalet regeringens forventninger. Men han skal ikke regne med åbne arme fra Enhedslisten, som planen ligger nu.

Det fastslår partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

- Jeg savner realisme og ambitioner hos statsministeren, siger hun.

- Det er på tide, at statsministeren erkender, at der er behov for internationale løsninger både i Europa og globalt. Han bør kontakte de lande i Europa, der ønsker en fælles fordeling af flygtninge, for det er der behov for.

Spørgsmål: Er du enig i at det her asyltal er for højt?

- Jeg er enig i, at der kommer mange flygtninge, og det betyder, at man må tage opgaven for landets kommuner alvorligt, og det gør regeringen ikke nu.

Spørgsmål: Kommer der for mange asylansøgere til, at Danmark kan klare det?

- Vi kan godt klare opgaven. Men det kræver, at man fra regeringens side lytter til borgmestrene, når de siger, at kompensationen fra statens side ikke er tilstrækkelig, og at det derfor går ud over velfærden.

Regeringen foreslår blandt andet at stramme adgangen til Danmark via blandet andet regler for familiesammenføringer og "tilpasse kapaciteten" for indkvartering af asylansøgere, så Danmark kan håndtere det økonomisk og praktisk.

Spørgsmål: Er Enhedslisten enig i, at det er nødvendigt at stramme nogle regler for at gøre noget ved tilstrømningen?

- Jeg synes, det er langt ude, at Lars Løkkes reaktion på en af historiens største flygtningekriser er at gøre alt, hvad man kan, for at undgå, at de kommer til Danmark. Var han bare en smule ambitiøs, så satte han sig i spidsen for en fælles fordeling af flygtninge i Europa, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

/ritzau/