EL: Midlertidige ophold vil især gå ud over flygtningebørn

Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, frygter konsekvenserne af regeringens asyludspil. Det vil især gå ud over børn af flygtninge, der er kommet til Danmark, hvis der indføres tidsbegrænsede opholdstilladelser, mener hun.

Mens justitsminister Karen Hækkerup (S) mener, at regeringens asyludspil svarer til et stort "ændret komma" i lovgivningen, så kalder Johanne Schmidt-Nielsen udspillet for en stramning, som vil få konsekvenser blandt andet for flygtninge, der i stort tal lige nu kommer fra Syrien:

- De vil komme til at leve i usikkerhed her i Danmark, fordi de hele tiden vil være i fare for at blive sendt tilbage i favnen på Islamisk Stat eller Assad-regimet, siger Johanne Schmidt-Nielsen i en skriftlig kommentar.

- Og vi ved, at ikke mindst børn er i fare for at udvikle dybt alvorlige psykiske lidelser, hvis de lever i permanent usikkerhed på den måde, tilføjer hun.

Regeringen foreslår konkret at indføre en særlig beskyttelsesstatus for de asylansøgere, der i dag opnår beskyttelsesstatus alene på baggrund af de generelle forhold i flygtningenes hjemland.

Denne gruppe skal have en tidsbegrænset opholdstilladelse, som i første omgang skal forlænges efter et år og dernæst efter to år, hvis tilladelsen er blevet forlænget i første omgang.

- Flygtningefamilierne kommer til at leve her i Danmark med en permanent frygt for, at politibilen kommer og sender dem tilbage til Syrien.

- Jeg tror, alle kan forestille sig, hvor ødelæggende det vil være for særligt børnenes mulighed for at udvikle sig. Man fjerner simpelthen det, der er allervigtigst, fra dem. Nemlig trygheden, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Regeringens udspil kommer, efter at antallet af flygtninge, der kommer til Danmark, er steget markant i år. Alene i august kom der 2287 asylansøgere til Danmark.

- Hvor er det trist, at De Radikale og Socialdemokraterne nu kaster sig ud i en konkurrence med højrefløjen om, hvem der kan gøre livet for flygtninge, der kommer her til Danmark for at få hjælp, så svært som muligt, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV