EL: Ministre modsiger hinanden om civile tab i Syrien

Skrevet af admin

18/04/2016

Dagens topnyheder

Skal danske kampfly bevidst risikere at slå civile ihjel i kampen mod Islamisk Stat, når de sendes i kamp i Syrien og Irak?

Det spørgsmål giver forsvarsminister Peter Christensen (V) og udenrigsminister Kristian Jensen (V) ifølge Enhedslisten to forskellige svar på.

Mens Kristian Jensen i et interview med Ritzau afviser, at der bliver tale om, at Danmark med åbne øjne lader civile dø for at nå et militært mål, læser Enhedslistens Nikolaj Villumsen noget andet ud af et folketingssvar fra Peter Christensen.

- Jeg må desværre sige, at der er en verden til forskel, siger udenrigsordføreren:

- Det står meget klart i forsvarsministerens svar til Folketinget, at der er sket en udvikling, hvor man nu vil til at bombe tættere på bebyggede områder. Dermed er der selvfølgelig en meget større risiko for civile tab.

Både forsvarsministeren og udenrigsministeren pointerer, at kampen mod Islamisk Stat vil ændre sig, idet det vil blive nødvendigt med luftstøtte i tættere bebyggede områder. Det øger risikoen for civile tab, siger Kristian Jensen.

Men han understreger, at hvis man ved, at en mission med 100 procent sikkerhed vil give civile tab, så skal man ændre den.

I et skriftligt svar til Forsvarsudvalget skriver Peter Christensen:

- Luftstøtte i befolkede områder vil selvsagt kunne medføre situationer, hvor der som altid vil skulle ske en konkret opvejning af den militære nødvendighed mod de mulige eller forventede civile tab ud fra proportionalitetsprincippet.

Og det er her, Nikolaj Villumsen ser en forskel på de to ministres udtalelser.

- Jeg vil kraftigt appellere til, at et flertal i Folketinget ikke indleder denne krig, som jeg tror, er opskriften på endnu en forfejlet krig, hvor vi risikerer at styrke ekstreme kræfter, siger ordføreren.

Forsvarsudvalget skal mandag eftermiddag afgive betænkning om det nye danske militærbidrag til kampen mod IS. Et flertal bestående af blå blok samt Socialdemokraterne og De Radikale ventes tirsdag at stemme for udsendelsen.

/ritzau/