EL: Nu må regeringen vælge

Skrevet af admin

25/11/2013

Dagens topnyheder

Går Enhedslisten ud af glasdøren i Finansministeriet og siger, at nu bliver de ældre sikret bad to gange om ugen, hvis de har brug for det, så skal det også være rigtigt.

Sådan siger Johanne Schmidt-Nielsen (EL) inden hun mandag aften går ind til forhandlinger med finansminister Bjarne Corydon (S) og regeringen om finansloven.

- Hvis man laver en aftale om, at ældre skal i bad to gange om ugen, så skal den holde. Vi kan ikke være det bekendt, hvis aftalen ikke holder. Det ændrer sig ikke af, at Bjarne Corydon har stået for en glasdør og fortalt om indholdet i aftalen, siger hun.

Hun forklarer, at nu har regeringen tre valg: De kan lave en aftale med Enhedslisten, de kan lave en aftale med Venstre og de borgerlige, eller de kan vælge at udskrive folketingsvalg.

Hun afviser, at Enhedslisten mandag aften vil meddele regeringen, at forhandlingerne er slut, hvis ikke regeringen vil give sig.

- Vi kommer til alle forhandlinger, vi bliver indkaldt til.

- I aften skal vi snakke om to ting. Det ene er minimumrettigheder, og det andet er, at vores skattekroner ikke skal gå til virksomheder, som ikke arbejder på danske løn- og arbejdsvilkår, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Bjarne Corydon, økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) og skatteminister Holger K. Nielsen (SF) holdt mandag eftermiddag et kort pressemøde om finanslovaftalen, som de alle tre var forundrede over, at Enhedslisten ikke vil gå med på.

De tre ministre fortalte, at de vil afsætte en milliard kroner til ældreområdet årligt i finanslov aftalen til 11 milliarder kroner fordelt over fire år.

I aftaleskitsen til finansloven skriver regeringen, at den vil sikre, at løftet bliver reelt for ældre i alle kommuner.

Men regeringen vil finde en model, så løftet sker på en fleksibel og ubureaukratisk måde. Det betyder, at løftet skal besluttes i hver enkelt kommune, så de ældre kan vælge at få for eksempel to bad eller rengøring og årlig hovedrengøring.

Det er ikke godt nok for Enhedslisten, som vil have, at minimumrettighederne bliver et lovkrav i serviceloven.

/ritzau/