EL: Ny oplysning bekræfter billede af kaotisk GGGI

Det er blot endnu et bevis på rod og forvirring i klimaorganisationen GGGI, at nye oplysninger er kommet frem, som sår tvivl om Lars Løkke Rasmussens (V) forklaringer om organisationens omdiskuterede rejseregler.

Samtidig understreger det, at der ikke bør postes en eneste dansk krone mere i foretagendet.

Det mener Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl.

- Det er jo grotesk det, der kommer frem, men det bekræfter kun billedet af GGGI og min antagelse om, at vi slet ikke skal bruge flere penge på organisationen. Den er ganske enkelt uegnet til dansk udviklingsbistand, siger han.

Regeringen og Folketinget skal i foråret tage stilling til, om Danmarks skal forlænge støtten til GGGI, som har været på 90 millioner kroner over tre år.

De nye oplysninger i GGGI-sagen omfatter, at Venstre-formanden og den øvrige bestyrelse i GGGI angiveligt allerede i januar 2013 kom ind på rejsereglerne i den sydkoreanske klimaorganisation. Det skriver Jyllands-Posten søndag.

GGGI's finansdirektør redegjorde på et bestyrelsesmøde - ledet af Lars Løkke Rasmussen - for implementeringen af et nyt it-system, der ville koste næsten to millioner kroner.

80 procent af pengene skulle bruges på rejser, oplyste finansdirektøren ifølge mødereferatet, og han opfordrede til at udvikle fælles rejsepolitikker og -procedurer i organisationen.

Det var dog først i sommeren 2013, at Venstre-formanden fik ændret rejsereglerne, og på et timelangt pressemøde i efteråret sagde han, at han ikke havde været involveret i nogen diskussion af rejsereglerne før.

- Det bliver jo mere og mere forvirrende at følge med i den historie, og jeg tror, at Lars Løkke Rasmussen ville gøre os alle en stor tjeneste, hvis han selv ville begynde at kommentere igen.

- Hvis han ikke selv begynder at forklare sig, så kan man kun sige én ting, og det er, at det er en ganske utroværdig organisation og slet ikke et sted, der skal placeres danske penge i. Vi bør opfordre Lars Løkke til at stoppe som formand i GGGI, siger Christian Juhl.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV