EL og SF angriber Løkke i kontanthjælp-sag

Skrevet af admin

28/05/2015

Mest læste i dag

Enhedslisten og SF langer begge ud efter Venstre-formand Lars Løkke Rasmussens eksempel fra valgkampens første dag - onsdag - om, at det skal kunne betale sig at arbejde.

- Når Venstre siger, at det skal kunne betale sig at arbejde, mener partiet i virkeligheden, at mennesker på kontanthjælp skal behandles endnu dårligere, siger Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen, i en pressemeddelelse.

- Det er simpelthen uforskammet, at Venstre bliver ved med at manipulere om, hvordan mennesker på kontanthjælp har det, siger Finn Sørensen, mens SF-profilen og partiets tidligere formand Holger K. Nielsen på Facebook blandt andet skriver:

- Lars Løkke er kommet på gyngende grund i påstanden om, at "det ikke kan betale sig at arbejde".

- Hvis Løkke ikke kan dokumentere sine påstande, har han et megaproblem, skriver SF's tidligere formand.

Løkke nævnte i sit eksempel en konkret rengøringsvirksomhed i Taastrup, som ikke kunne holde på en medarbejder, fordi det bedre kunne betale sig for vedkommende at være på kontanthjælp.

Løkkes eksempel har allerede vakt undren i den lokale afdeling af 3F, som hævder at kende til de overenskomster, der gælder i virksomheden.

Også statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) "undrer sig" over eksemplet, siger hun til TV2 News.

Løkke har forsvaret sig i sagen.

- Jeg har genfortalt historien, præcist som jeg har hørt den hos den virksomhed, jeg besøgte. Selvfølgelig passer den historie, siger Løkke ifølge Ekstra Bladet.

Løkke tilføjer, at han kender lignende historier fra andre virksomheder.

Finn Sørensen giver ikke meget for den forklaring.

- Venstres problem er, at de ikke dokumenterer deres påstand om, at det ikke kan betale sig at arbejde. Derfor finder de på alle mulige falske eksempler og fordrejede opstillinger.

- Den groveste er hele deres kampagne for kontanthjælpsloftet, hvor de "glemmer", at folk med lave indtægter også har ret til boligsikring, børnecheck og børnetilskud og tilskud til friplads i daginstitutionen, siger Enhedslistens socialordfører.

/ritzau/