EL og SF: Turistaftale kan ødelægge åbne danske kyster

Når danskerne om nogle år går ned gennem klitrækkerne til stranden på den danske vestkyst, så vil de ikke længere stå i uspoleret natur. I stedet vil de formentlig 10 steder på de danske kyster kunne se et hotel, en restaurant eller en campingplads rage op over klitterne.

Og det er kun begyndelsen. På sigt vil der også andre steder på kysterne blive åbnet for bebyggelse i et forsøg på at trække turister til. Det er skrækscenariet for Enhedslisten, som sammen med SF har sagt nej til en central del af SR-regeringens vækstplan for dansk turisme.

Enhedslisten og SF støtter en stor del af de konkrete initiativer i aftalen, men de siger blankt nej til, at SR-regeringen sammen med Venstre, Dansk Folkeparti og De Konservative vil give adgang til, at kommuner 10 steder i landet kan søge om lov til at opføre turistanlæg på kysten.

Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen, kalder planen for uhyre kortsigtet:

- Dette vil kunne få ødelæggende konsekvenser for den danske natur mange steder i landet og står i modsætning til, at regeringen indtil nu sammen med SF og Enhedslisten har forsvaret naturbeskyttelseslovgivningen mod angreb fra højrefløjen, siger Per Clausen.

Han fastslår, at Danmark netop på grund af den restriktive lovgivning har været i stand til at forhindre bebyggelse på og i nærheden af de danske strande.

- Hvis man for at tilgodese kortsigtede økonomiske interesser og investorernes ønsker om at bygge inden for strandbeskyttelseslinjen accepterer forringelser af naturen, gør man også de danske kystområder mindre attraktive, siger Per Clausen.

Han peger dermed på, at regeringen med forsøgsordningen stik imod målsætningen risikerer at medvirke til at undergrave grundlaget for natur- og kystturisme i Danmark.

Og den bekymring deles af vækstordfører for SF Steen Gade, der ikke støtter særaftalen om en forsøgsordning.

- Vi risikerer – under dække af ordet forsøg – at starte en nedbrydning af flere generationers kamp for at sikre Danmarks kyster og sikre alle mennesker lige adgang til ægte kystnaturoplevelser, siger Steen Gade.

- Desuden er der tale om en kortslutning af en beslutningsproces, når regeringen samtidig i sin vækstplan foreslår en analyse af, om der overhovedet er behov for den slags, fortsætter SF's ordfører.

Erhvervet er dog under hårdt pres, viser regeringens tal, som peger på, at dansk kyst- og naturturisme på 10 år faldet med 27,5 procent.

/ritzau/

Dagens Gossip