EL om boligydelse: Det kræver en kæmpe undskyldning

Skrevet af admin

16/12/2015

Mest læste i dag

Enhedslistens ældreordfører, Finn Sørensen, fik onsdag for alvor sagen om boligydelsen til at rulle, da han i folketingssalen fik finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) til at bekræfte, at Udbetaling Danmark fejlagtigt er begyndt at administrere efter et lovforslag, som ikke er vedtaget.

Det betyder, at 325.000 danskere i januar vil få en lavere boligydelse udbetalt. Pengene vil dog seneste i februar blive tilbagebetalt.

Men sagen er så grov, at regeringen må give "en kæmpeundskyldning, der kun kan bestå i, at enhver snak om at forringe boligydelsen bliver stoppet", mener Finn Sørensen, som nu kalder Claus Hjort Frederiksen i samråd om sagen.

- Det er helt utroligt groft, at regeringen begynder at ændre i boligydelsen for hundredtusindvis af pensionister i strid med gældende lovgivning. Men det bekræfter jo, hvor sikker regeringen har været på Dansk Folkepartis støtte i denne sag.

- Vi vil straks indkalde ministeren i samråd for at få afklaret, hvordan dette kunne ske, og hvem der har ansvaret for det, og hvem der har været orienteret om det, siger Finn Sørensen.

Han henviser dermed til, at Udbetaling Danmark i en mail som Ritzau og andre medier er kommet i besiddelse af oplyser, at de har orienteret forhandlingsparterne om den lavere udbetaling fra januar. Både DF, LA og K har dog afvist, at de har hørt om sagen før onsdag.

- Jeg synes, at de borgerlige partier skylder pensionisterne en kæmpe undskyldning. En undskyldning for, at de overhovedet har kunnet få den idé, at pensionister med lave indtægter, skal bidrage til skattelettelser til dem i toppen af samfundet.

- Og en undskyldning for at øge utrygheden ved at ændre i boligydelsen i strid med gældende lovgivning, siger Finn Sørensen.

Han mener, at de borgerlige partier bør droppe aftalen om, at man i 2016 igen vil sætte sig til forhandlingsbordet for at forhandle om, hvordan man kan skære i boligydelsen på en måde, som ikke rammer pensionister unødigt hårdt.

- Undskyldningen til landets pensionister må selvfølgelig bestå i, at de borgerlige partier omgående meddeler, at de stopper enhver snak om at skære i boligydelsen.

- Nu må de erkende, at det kan man simpelt hen ikke uden at ramme mennesker, der ikke har ret meget at leve for. ATP har oplyst, at 95 procent af udbetalingerne af boligydelse går til mennesker med lave eller meget lave indtægter, så stop det nu, siger Finn Sørensen.

/ritzau/