EL om ministersvar: Ingen grund til at ligge søvnløs

Skrevet af admin

08/01/2014

Dagens topnyheder

Rolig nu.

Sådan lyder reaktionen fra Enhedslisten i sagen om beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), der har erkendt, at hun har givet Folketinget upræcise svar i forbindelse med muligheden for at få syge mennesker i arbejde.

Mette Frederiksen har refereret en stor undersøgelse for at konkludere, at "en tidlig indsats bidrager til at reducere længden af sygefraværet".

Men det er ikke korrekt. Undersøgelsen konkluderede derimod, at effekten, med enkelte undtagelser, var "tæt på nul".

Alligevel maner Enhedslisten, der er afgørende for, om ministeren kan fortsætte på posten, til besindighed.

- Jeg har snakket med Mette Frederiksen om det, og hun har erkendt, at det er noget skidt, siger partiets arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl.

- Jeg har ikke ligget søvnløs i nat, og vi skal nok finde en løsning på det her.

Han tilføjer, at partiet endnu ikke har taget stilling til, om beskæftigelsesministeren skal kaldes i samråd.

- Nu vil vi overveje, om vi skal have et samråd om det her. Man skal ikke køre helt op i det røde felt, fordi det er lidt på mode at give ministre næser og den slags, siger han.

I stedet retter Enhedslistens skytset mod den borgerlige opposition, der kalder ministerens svar "misvisende".

- De borgerlige siger to ting: For det første, at det er for galt, og for det andet, at det ikke har haft nogen konsekvenser for forhandlingerne om sygedagpengeloven. Og det undrer mig, siger Christian Juhl.

Mette Frederiksen har selv erkendt, at hun har givet "upræcise" svar til Folketinget. Svar, som ifølge Enhedslisten kan betegnes som "en hurtig vending":

- I første omgang svarer hun tilpas nuanceret. I anden omgang skærper hun den lidt og giver et mangelfuldt svar, for der giver hun indtryk af, at man kan konkludere ud fra undersøgelsen, at det vil give en effekt, og det kan man ikke.

- Det, hun gør - sikkert i en hurtig vending - er, at hun svarer for skarpt. Og det erkender hun så heldigvis, at det var en fejl, siger Christian Juhl, arbejdsmarkedsordfører for Enhedslisten.

/ritzau/