EL om ministertillid: Ryger hvis million var aftalt spil

Indtil videre er socialminister Annette Vilhelmsen (SF) sluppet med en næse for sin rolle omkring den famøse millionstøtte til Huset Zornig.

Nye oplysninger i sagen kan dog få endnu mere alvorlige konsekvenser for ministeren.

Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen, understreger, at tilliden til Annette Vilhelmsen som socialminister foreløbig er intakt.

Men viser den kommende uvildige advokatundersøgelse, at det var aftalt spil, at projektet Stemmer på kanten fik en million kroner, og at deres ansøgning blot var en teknikalitet, vakler ministertaburetten for alvor.

- Det er klart, at det er et springende punkt i sagen. Ministeren har i samrådet sagt, at det ikke var aftalt spil, men derimod en misforståelse. Hvis det bliver dokumenteret, at det alligevel er aftalt spil, så har ministeren et alvorligt problem, siger han.

Hvad et "alvorligt problem" er for ministeren, vil tiden vise.

- Det må vi tage stilling til, når og hvis det bliver dokumenteret. Men så er vi jo i en situation, hvor det ligner Morten Bødskov-sagen, siger Finn Sørensen.

Socialdemokraten Morten Bødskov blev som justitsminister væltet af Enhedslisten, efter at han havde givet urigtige oplysninger til retsudvalget forud for et aflyst besøg på Christiania i februar 2012. Men partiet har hidtil holdt hånden under SF-formanden.

Søndag er det kommet frem, at Huset Zornigs ansøgning om støtte fra Socialministeriet blot var en teknikalitet, for million var underforstået allerede afsat til organisationen.

I Jyllands-Posten beskriver Mikael Lindholm, der er partner i Huset Zornig og gift med Lisbeth Zornig Andersen, at de reelt aldrig var i tvivl om, at de ville modtage den million, som ministeren lovede dem i sommer.

Annette Vilhelmsen selv har dog forklaret, at alle ansøgere til den pulje, hvor Huset Zornig fik sine penge fra, var blevet behandlet på "fuldstændig lige vilkår".

Ministeren har allerede fået en såkaldt næse i Folketinget. Og de nye oplysninger får ifølge Finn Sørensen ingen konsekvenser her og nu.

- Jeg synes ikke, at der er kommet afgørende nyt frem, som skulle lave om på den beslutning, vi har truffet i socialudvalget.

- Jeg er tilfreds med, at vi får nogle skarpe, juridiske hjerner til at undersøge forløbet. Så tager vi stilling, når vi kender resultatet, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip