EL om politiforhandlinger: Glem ikke den jævne betjent

Skrevet af admin

20/10/2015

Dagens topnyheder

Forhåbentligt bliver politiet og ikke kun efterretningsvæsnet tilgodeset, når Folketingets partier onsdag indleder forhandlingerne om et nyt politiforlig.

Sådan lyder det fra Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper.

- De sidste mange år er der kommet flere og flere krav til politiets indsats, men de ekstra ressourcer er hovedsageligt gået til eksempelvis efterretningstjenesterne, siger hun i en skriftlig kommentar.

- Selvom det er den helt jævne politimand, der oplever at kollegerne går ned med stress, og at der ikke er tid til at give borgerne den hjælp, der er brug for, tilføjer Pernille Skipper.

Siden Danmark blev ramt af terror i februar har politiet været hårdt presset af overarbejde på grund af det øgede terrorberedskab.

Det store terrorberedskab har også betydet, at politikredsene ude i landet ugentligt sender et stort antal af betjente til København for at hjælpe med opgaven.

Enhedslisten vil gå til forhandlinger med et håb om, at politikredsene uden for København også er i fokus til forhandlingerne.

- Vi ønsker at sikre politiets tilstedeværelse i de udsatte boligområder og i landdistrikterne. Og samtidig skal det sikres, at også borgere i landdistrikterne og på de små øer kan få hjælp om aftenen og i weekenderne, lyder det fra Pernille Skipper.

Derudover kommer Enhedslisten med en udstrakt hånd til personer, der har været udsat for voldtægter og hadforbrydelser.

- Vi har et meget brændende ønske om at gøre mere for nogle særlige grupper af ofre. Ofre for voldtægter og hadforbrydelser har i alt for høj grad ikke oplevet et politi, der er der for dem.

Forhandlingerne indledes onsdag morgen, og der hersker allerede stor enighed blandt partierne om, at politiet skal have flere betjente.

/ritzau/