EL: Reform gør syge sygere og skaber utryghed

Skrevet af admin

18/09/2015

Mest læste i dag

Kun 31 personer er kommet i fast arbejde som led i en storstilet reform, der skulle få de svageste danskere ud på arbejdsmarkedet eller i uddannelse frem for at lade dem blive parkeret på passiv forsørgelse, herunder førtidspension.

Ifølge Berlingske viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, at blot 31 ud af de 1129, der foreløbig har afsluttet et såkaldt ressourceforløb, er kommet i fast beskæftigelse, mens 115 er kommet i fleksjob.

Samme billede går igen i en ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening (DA), der har undersøgt, hvad de 604 personer, der var i ressourceforløb i 2013 og 2014, lavede et halvt år senere.

Det får nu Enhedslisten til at kalde beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) i samråd.

- Det, der kommer ud af denne reform, er ikke blot, at syge mennesker bliver mere syge, hvilket utallige henvendelser fra borgerne fortæller os.

- Reformen medfører også økonomisk utryghed, fordi mennesker, som ikke er i stand til at forsørge sig selv, skal leve i årevis på kontanthjælpsniveau, mener Enhedslistens beskæftigelsesordfører, Finn Sørensen.

Partiet kalder reformen af førtidspensionen for en "ommer", og her er partiet, noget usædvanligt, på linje med Dansk Arbejdsgiverforening.

- Hvis det her mønster fortsætter, så er det en ommer, siger Erik Simonsen, der er underdirektør i DA.

Reformen, der blev vedtaget under daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), bestod blandt andet af et krav om, at personer med nedsat arbejdsevne skulle gennemgå et såkaldt ressourceforløb, før de fik mulighed for at komme på førtidspension.

En af målsætningerne var, at folk under 40 år som udgangspunkt ikke skulle have førtidspension men i stedet gennemgå ressourceforløb med det mål at komme i arbejde eller uddannelse.

/ritzau/