EL: Regeringen må levere klare svar om jøders sikkerhed

Skrevet af admin

23/02/2015

Dagens topnyheder

I kølvandet på terrorangrebet i København er der blevet slået alvorlig tvivl om beskyttelsen af det danske jødiske mindretal og de jødiske institutioner.

Derfor vil Enhedslisten have regeringen til at svare bedre for sig. Trygheden skal kunne mærkes, siger retsordfører Pernille Skipper.

- Religionsfrihed handler ikke kun om at have ret til at udøve sin religion. Det handler også om at være tryg til at gøre det. Det har politiet og PET ikke formået at levere, og det går bare ikke, siger hun.

- Hvis man har øget sikkerheden, og det ikke har kunnet ses og mærkes, må politi og PET i det mindste kunne betrygge det jødiske samfund i, at sikkerheden er optimal ved at fortælle dem, hvad man gør.

Ifølge Pernille Skipper har statsministeren forklaret, at sikkerheden omkring de jødiske institutioner blev øget efter angrebene i Paris i januar. Men det jødiske samfund siger omvendt, at de ikke har mærket noget til det.

- Det er slet og ret ikke godt nok, at de trods angrebene i Paris og gentagne anmodninger om beskyttelse ikke har følt sig trygge. Politiet og PET skal levere en tryghed, så ingen er bange for at udøve deres religion.

Hun mener, at det burde være en selvfølgelighed, at sikkerheden omkring religiøse mindretal og deres institutioner revurderes og øges, når der er et terrorangreb som det i Paris og i København.

- Det skaber desværre polariseringer i vores samfund, som gør flere religiøse mindretal mere udsatte, herunder selvfølgelig også det jødiske mindretal.

- Derfor stillede vi allerede i januar spørgsmål til justitsministeren for at sikre os, at de jødiske institutioner og andre religiøse mindretal fik den nødvendige beskyttelse.

- Nu tager vi selvfølgelig diskussionen op med ministeren igen. Der må forklaringer på bordet, siger hun.

/ritzau/