EL: Regeringens slækkede klimamål er en katastrofe

Skrevet af admin

19/08/2015

Dagens topnyheder

Enhedslisten kalder det en "katastrofe", at regeringen nu vil save af ambitionen om at reducere udslippet af CO2 med 40 procent inden 2020.

Det er klimaminister Lars Chr. Lilleholt, der til Altinget siger, at det for ham vil være "rigtig fint" at opnå en reduktion på 37 procent i stedet for det oprindelige mål på 40 procent.

Dansk Folkeparti bakker op om ministeren, men fra venstrefløjen er tonerne anderledes uforsonlige.

- Det er ganske enkelt en katastrofe, at regeringen lægger op til at slække på de danske klimamål, siger Enhedslistens klimaordfører, Maria Reumert Gjerding.

- Det er os, som rigtig mange lande kigger til, når de skal i gang med deres grønne omstilling, og det er os, der skal skabe håb om, at det faktisk kan lade sig gøre at reducere CO2-udledningen massivt, samtidig med at vi fastholder velfærden og en høj levestandard.

Hun kalder nu ministeren i samråd om sagen.

Det nuværende mål om at reducere C02-udslippet med 40 procent blev aftalt mellem SR-regeringen, Konservative, Enhedslisten og SF.

Venstre er med andre ord ikke med i aftalen, og ifølge Enhedslisten har klimaministeren slet ikke flertal bag manøvren med at slække på CO2-målet.

- Jeg vil bede ministeren bekræfte, at det er Folketingets flertal, der bestemmer klimaambitionerne, og at han ikke har flertal for sit ønske om at slække CO2-målet, siger Maria Reumert Gjerding.

Hos De Radikale afviser man fuldstændig at gå med til en reduktion.

- Selv om det jo desværre ikke kommer som den helt store overraskelse, at Venstre ikke vil holde ambitionen om de 40 procent, så er det alligevel meget utilfredsstillende, siger den radikale klimaordfører, Andres Steenberg.

- Det vil betyde, at Danmark mister den grønne førertrøje i verden, og det går også ud over vores industri her i landet, siger han.

/ritzau/