EL: Selskabsskat er spild af gode jobpenge

Staten smider penge ud af vinduet ved at bruge to millioner kroner på hvert af de 600 job, som ventes næste år ved at sænke selskabsskatten. Gevinsten bliver fire gange større ved at øge de offentlige investeringer i bedre velfærd.

Det siger Enhedslistens finansordfører Frank Aaen om Finansministeriets beregninger. Lavere selskabsskat skaber 600 job i 2014 for 1,2 milliarder kroner. I 2015 ventes mindre selskabsskat at skabe 1500 job for 2,6 milliarder kroner.

- Der er ingen sikkerhed for dét, regeringen siger. Det er under alle omstændigheder ekstremt dyrt. For de penge kan man få fire gange så mange ansatte indenfor velfærd. Og de job er sikre. Det andet er tro og håb, siger Frank Aaen.

Finansminister Bjarne Corydon (S) forklarer de lavere selskabsskatter som et modtræk mod Sverige, Storbritannien, Norge og Tyskland, der enten har sænket selskabsskatten eller overvejer det. Enhedslistens finansordfører køber ikke hans argument.

- Man skal lade være at køre foran i dette ræs mod bunden. Så ender vi med nul procent i selskabsskat. Vi skal i stedet prøve at lave en aftale med de andre lande om at stoppe de evindelige sænkninger af skatten, siger Frank Aaen.

Han afviser, at Danmark skal lægge en dæmper på de offentlige investeringer i år for at overholde EUs henstilling om at bringe det offentlige underskud under tre procent af bruttonationalproduktet, BNP.

- Danmark skulle aldrig have haft den EU-henstilling. Danmarks økonomi er blandt de bedste i Europa. Derfor skal vi have et helt andet fokus på, hvordan vi skaber beskæftigelse i stedet for at lade os diktere af EU-krav, siger Frank Aaen.

Med sin gode økonomi bør Danmark skabe arbejde. Sparevejen skaber store problemer i Sydeuropa, mener Enhedslistens finansordfører.

/ritzau/

Dagens Gossip