EL ser ikke succes med kontanthjælpsreform

Skrevet af admin

24/08/2014

Mest læste i dag

Kontanthjælpsreformen er en spareøvelse, som skaffer penge til at lette selskabsskatten. Samtidig mister en mindre gruppe unge deres kontanthjælp uden hverken at have begyndt en uddannelse eller fået et job, siger Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen.

Han er uenig med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i, at regeringen har "knækket kurven", fordi 6000 unge under 30 år ikke længere får kontanthjælp. Antallet er svundet fra 54.000 til 48.000 personer, siden reformen trådte i kraft 1. januar.

- En gruppe unge kommer hverken i arbejde eller uddannelse. De havner helt uden forsørgelse. Det kan ikke nytte noget, at man tror, at alle unge mennesker kommer i arbejde eller uddannelse, hvis man tager penge fra dem. Vi har ikke ændret opfattelse af reformen, siger Finn Sørensen.

Beskæftigelsesministeriets tal viser ifølge Jyllands-Posten, at 6000 unge er gået fra kontanthjælp til uddannelse, arbejde eller selvforsørgelse, efter at reformen fra første dag i det nye år lagde pres på de unge.

Ydelsen for såkaldt uddannelsesparate unge blev sænket fra 10.500 kroner for en enlig udeboende til SU på godt 5800 kroner. Samtidig skulle de unge uddanne sig og tage et nyttejob, indtil de begyndte en uddannelse.

Enhedslisten kræver hjælp til de unge på finansloven, siger Finn Sørensen.

- Det er et af Enhedslistens højt prioriterede temaer. Jeg vil ikke lægge mig fast på en løsning. Men vi skal i hvert fald sikre, at ingen unge bliver sat ud af deres bolig. Hvis det sker, er man for alvor på vej ned ad slisken, sover forskellige steder og kommer i dårligt selskab, siger han.

Spørgsmål: - Fokuserer I ikke kun på problemerne for de få?

- Velfærdssamfundet skal tage hånd om de svageste. Det gør Mette Frederiksens reformer ikke, tværtimod, siger Finn Sørensen.

/ritzau/