EL skifter mening: Vil ikke længere forbyde sexkøb

Skrevet af admin

13/01/2015

Mest læste i dag

Siden 2007 har Enhedslisten arbejdet for at få gennemført en lovgivning, der gør det forbudt at købe sex hos en prostitueret.

Men på en medlemskonference om prostitution i weekenden blev det med et meget smalt flertal på 67 stemmer mod 66 vedtaget at ændre kurs.

Nu er forbuddet mod at købesex streget fra partiprogrammet, men partiets retsordførerPernille Skipper understreger, at kampen for at forbedre forholdene for de prostituerede fortsætter ufortrødent.

- Der har aldrig været entydigt, hvad vi skulle mene om det her, og stemmetallene viser også, at det er en svær diskussion.

- Men ønsket om at støtte og hjælpe de prostituerede har ikke ændret sig, siger hun.

Hun vil ikke afsløre, hvor hun selv står i debatten, men vil hellere se fremad og diskutere, hvad man så kan gøre for at hjælpe de prostituerede.

- Der har ikke kun i vores parti været stor debat om, hvorvidt en kriminalisering har været vejen frem, og den har måske fyldt lidt for meget.

- Det er blevet lidt en skyttegravskrig, som har raset, uden at der er sket ret meget for de udsatte prostituerede. Og det er lidt synd, siger hun.

- Det er vigtigt, at vi kommer videre og fokuserer på de ting, som vi er enige om, og som vi rent faktisk kan gennemføre i morgen med en socialdemokratisk regering, hvis der er politisk vilje til det, siger hun.

Den nye vedtagelse handler ifølge modkraft.dk blandt andet om, hvordan man skal hjælpe dem, der gerne vil ud af prostitution, og den indeholder forslag til bekæmpelse af menneskehandel.

/ritzau/