EL: Skuffende at S får penge fra hemmelig erhvervsklub

Skrevet af admin

11/11/2013

Dagens topnyheder

Det vækker harme hos Enhedslistens Per Clausen, at Socialdemokraterne i Aalborg har rejst penge til valgkampen gennem en hemmelig erhvervsklub, som omgår reglerne om offentlighed om partistøtte.

Op til kommunalvalget modtager borgmesterkandidat Thomas Kastrup-Larsen (S) 170.000 kroner til sin kampagne fra foreningen Aalborg Erhvervsklub af 2013, der består af erhvervsledere fra lokalområdet, skriver Berlingske.

- Hemmelige erhvervsklubber med eksklusiv adgang til ministre eller borgmestre er helt almindelige hos Venstre, men burde være udelukket hos Socialdemokraterne.

- Disse hemmelige klubber oprettes tilsyneladende udelukkende for at sikre bidragsyderne fra erhvervslivet til de politiske partier anonymitet og omgå de regler for offentlighed, der allerede nu findes, siger Per Clausen, spidskandidat for Enhedslisten i Aalborg, i en pressemeddelelse.

Ifølge de gældende regler skal det oplyses til kommunen, hvis man støtter med mere end 20.000 kroner.

Men når støtten udbetales gennem en erhvervsklub er navnene på de enkelte virksomheder skjulte for offentligheden, som blot vil kunne se, at Aalborg Erhvervsklub af 2013 har bidraget med over 20.000 kroner.

- Vælgerne har krav på at vide, hvem der finansierer de politiske partier. Derfor opfordrer jeg Thomas Kastrup Larsen og Socialdemokraterne i Aalborg til straks at lægge alt frem om, hvem der finansierer deres valgkamp, siger Per Clausen.

Thomas Kastrup-Larsen bekræfter over for Berlingske, at han modtager støtte fra foreningen.

- Jeg vil bare sige, at det her handler ikke om en eller anden hemmelig loge. Det handler om, at vi overholder alle regler til punkt og prikke, siger han.

/ritzau/