EL til millionærer: Giv os 10 milliarder

De, der har de bredeste skuldre, skal løfte mere, lyder det fra Enhedslisten i et udspil, hvor regeringens parlamentariske grundlag blandt andet vil hente en milliard kroner ved hjælp af en millionærskat.

Sammen med en skat på finansielle transaktioner og en øget skat på kapitalindkomst skal millionærskatten indbringe i alt 10 milliarder kroner, der skal gå til bedre velfærd, lyder det i forslaget, der bliver præsenteret på partiets årsmøde lørdag.

- Det er gode bud på, hvordan toppen af det danske samfund kan være med til at bidrage til at betale regningen efter krisen. Det mangler de i den grad at være med til, siger medlem af skatteudvalget Stine Brix (EL) til Ritzau.

Enhedslisten sender i forslaget en bredside til regeringen, som ifølge partiet holder de rige fri for at betale for krisen. Samtidig er uligheden blevet større, og "Danmark er blevet mere skævt", skriver Enhedslisten i udspillet.

Det skal der rettes op på, blandt andet ved at trække en skat på 0,1 procent på aktiehandler for både at sikre et provenu og forhindre spekulation.

- Det er ikke den type politik, som regeringen fører i øjeblikket, erkender Stine Brix, der alligevel mener, at forslagene er realistiske og sagtens kan føres ud i livet i en fart.

- Det er jo for eksempel et forslag om en millionærskat, som regeringspartierne tidligere selv har været ude med, og et forslag om en finansskat som 11 europæiske lande er i fuld gang med, siger hun.

De 10 milliarder kroner, som forslagene spytter i statskassen, skal blandt andet bruges til at rulle reformerne på SU- og dagpengeområdet tilbage, lyder det. Samtidig skal den kommunale velfærd have et løft.

- Det her er traditionel venstrefløjspolitik, hvor man beder dem, der har mest om at betale. Lige nu ser vi det modsatte fra regeringen, mener hun.

Partiet har fået lavet en rundspørge hos Gallup, der viser, at 63 procent af danskerne er overvejende enige i, at der bør indføres en millionærskat for at give de laveste indkomstgrupper et økonomisk løft.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV