EL til Thorning: Læg alt frem om spionaftale med USA

Skrevet af admin

31/10/2013

Dagens topnyheder

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) bør melde helt klart ud om, hvordan Danmark konkret samarbejder med den amerikanske efterretningstjeneste NSA.

Det mener Enhedslisten, som kalder spionsamarbejdet mellem USA og Danmark for "dybt problematisk".

- Vi har brug for at vide, hvad der foregår. Nu er det kommet frem, at både tyskere, franskmænd og spaniere bliver overvåget, når de taler i telefon.

- Bliver danskerne overvåget? Det, synes jeg, statsministeren skylder et svar på, siger Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, til Ritzau.

Ifølge et nyt læk fra whistlebloweren Edward Snowden har den stærkt kritiserede efterretningstjeneste NSA et såkaldt "fokuseret samarbejde" med Danmark.

Den seneste lækage er sket i den spanske avis El Mundo, som fortæller, at NSA har placeret Danmark i en gruppe sammen med 18 andre lande - blandt andet Spanien. Og det får alarmklokkerne til at ringe hos Enhedslisten.

- I Spanien er det blevet afsløret, at 60 millioner telefonsamtaler er blevet aflyttet. Regeringen bør derfor melde ganske klart ud om, hvad der foregår.

- Det er dybt, dybt problematisk, hvis den amerikanske efterretningstjeneste får lov at lytte med, når danskerne taler i telefon eller skriver e-mails, siger Nikolaj Villumsen.

Spørgsmål: Mener du, at Danmark bør droppe samarbejdet med NSA?

- Jeg mener, at det er dansk politi og den danske efterretningstjeneste, der skal agere i Danmark. Det er ikke noget fremmede efterretningstjenester skal have lov til, siger forsvarsordføreren.

Ritzau har spurgt Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), hvad det "fokuserede samarbejde" nærmere indebærer, men chefen for FE, Thomas Ahrenkiel, giver ikke noget konkret svar.

/ritzau/