EL tvivler på enighed om togfond mandag

For bare en uge side så det ud til, at en aftale om togfonden til 28,5 milliarder kroner ville falde på plads.

Forhandlingerne blev imidlertid udskudt, fordi Dansk Folkepartis trafikordfører fik en hjernerystelse. Det har ændret på udsigterne til at nå til politisk enighed mandag, hvor forhandlingerne er udskudt til.

I løbet af ugen har Dansk Folkeparti nemlig stillet en række nye spørgsmål, hvilket får Enhedslisten til at tvivle på, om partierne kan lande aftalen mandag.

- Som udgangspunkt tror jeg, at vi bliver enige i morgen, men på grund af spørgsmålene er jeg mere i tvivl nu, end jeg var for bare en uge siden, siger Enhedslistens trafikordfører Henning Hyllested.

Dansk Folkeparti ønskede lige inden jul mere betænkningstid, inden de kunne skrive under på aftalen, og det har affødt flere nye spørgsmål, som Enhedslisten troede, var afklarede.

Dansk Folkeparti medgiver, at nogle af spørgsmålene går på punkter, parterne før har diskuteret.

- Vi har bedt om præciseringer af ting, vi tidligere har diskuteret, og så er der noget nyt, vi har fået øje på. Sådan er det jo tit, når man tænker sig godt om, siger Dansk Folkepartis trafikordfører Kim Christiansen.

Det er især vigtigt for Kim Christiansen, at der er garanti for at økonomien holder, så partiet ikke skal stå på mål for at have vedtaget et projekt, som det viser sig ikke at være penge til.

- Jeg kan ikke love, at vi får tingene til at falde på plads i morgen, det afhænger helt af de svar, vi får. Vi må se, om vi kan blive imødekommet i morgen, siger Christiansen.

Enhedslisten har ifølge Hyllested selv stillet to nye spørgsmål, fordi Dansk Folkeparti har gjort det.

- Vi følte, at vi var imødekommet, og derfor var vi parat til at lave en aftale før jul, men nu vil vi have strammet formuleringen omkring stoppet i Ringsted.

Enhedslisten vil være sikre på, at det er en mulighed, at Ringsted kommer med på køreplanen for det lyntog, som på højst en time skal nå mellem de største byer i Danmark.

- Vi er kommet i tvivl om, at den imødekommelse vi har fået, er stærk nok, og derfor skal formuleringen skærpes, siger Henning Hyllested.

Togfonden indeholder 28,5 milliarder kroner, som regeringen, Dansk Folkeparti og Enhedslisten er enige om at hente ved en ændret beskatning af de selskaber, der henter olie op af undergrunden i Nordsøen.

/ritzau/

Dagens Gossip