EL: Vi er ikke ultimative på jobgaranti

Mandag sagde Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen, at partiet havde et ultimativt krav om "en garanti for et job eller en uddannelse til alle" dagpengemodtagere med til de finanslovforhandlinger, der officielt starter tirsdag aften.

Men nu - få timer før Enhedslisten træder ind i Finansministeriet - skærer partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, igennem og siger, at Enhedslisten ikke stiller med et ultimativt krav om jobgaranti.

Kravet er i stedet "en løsning" på dagpengeproblemet, siger hun.

- Vi kræver, at der skal findes en løsning på dagpengeproblemet. Det, synes jeg, sådan set ikke er et særligt højtråbende krav, siger hun og fortsætter:

- Vi har foreslået jobgaranti. Vi er ikke ultimative omkring jobgaranti.

Spørgsmål: Så I er ikke ultimative omkring kravet om jobgaranti?

- Vi er ultimative på, at der skal findes en løsning. Det kunne for eksempel være en jobgaranti. Hvis regeringen har andre bud, må de præsentere dem, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Dagens Gossip

Dagens TV