EL vil have loft over SFO-takst

Samtidig er der udsigt til kortere åbningstider i SFOerne, når skoledagen bliver længere med den nye reform, men ifølge Jyllands-Posten er der ikke udsigt til, at kommunerne sætter priserne ned. Derfor vil Enhedslisten nu have indført et loft, så stigningerne kan få en ende.

»Jeg synes faktisk, det er ret groft. Det er groft, at regeringen og partierne bag folkeskolereform beder forældre om at betale for reformen ved at lade SFO-taksten være uændret, selv om børnene skal gå mindre i SFO og mere i skole,« siger børne- og undervisningsordfører Rosa Lund (Ø).

Enhedslisten foreslår derfor, at man indfører et loft på forældrebetalingen, ligesom man har på alle andre institutioner. Det vil ifølge Undervisningsministeriet koste omkring 1,2 milliarder kroner.

Socialdemokraternes folkeskoleordfører, Troels Ravn (S), afviser i Jyllands-Posten, at regeringen skulle have sådanne planer. Det undrer Rosa Lund.

»Det er ærgerligt. For nogle år siden ville Socialdemokraterne gerne have et loft på det her område. Så jeg vil da meget gerne høre argumenterne, der har overbevist dem om, at man ikke skal, for jeg frygter, at det her kan få konsekvenser for børnene, fordi forældrene vælger SFOen fra, fordi det er for dyrt. Og så har børnene ikke noget sted at være med venner og pædagoger,« siger hun.

Ifølge Jyllands-Posten er andelen af forældrebetaling på nuværende tidspunkt på over 75 procent i 11 kommuner.

Dagens Gossip