EL vil have samråd om mulige civile tab i Irak

Forsvarsminister Carl Holst (V) skal nu høres i sagen om mulige drab på civile i Irak.

Det mener Enhedslistens forsvarsordfører, Eva Flyvholm, der kalder ministeren i samråd, efter det torsdag aften er kommet frem, at danske F-16-fly kan have været skyld i civile tab på en mission i Irak.

- Der er brug for at undersøge grundigt, hvilke konsekvenser Danmark og koalitionens bombninger har for civilbefolkningen i Irak. Derfor indkalder jeg nu Forsvarsministeren i samråd, skriver ordføreren i en pressemeddelelse.

Forsvaret har ikke oplyst, hvor mange civile tab der kan være tale om, men Værnsfælles Forsvarskommando siger til Ritzau, at det " ikke er mange", og at "der er tale om enkeltpersoner".

Enhedslisten bakker som det eneste parti ikke op om det danske bidrag til koalitionen mod Islamisk Stat, og Eva Flyvholm betvivler da også effekten af de udsendte danske F-16-fly.

- Det er dybt ulykkeligt for de familier, som har mistet et eller flere medlemmer. Og der er risiko for at civile dræbte fra lokalbefolkningen kan styrke grundlaget for Islamisk Stat.

- Derfor har vi i Enhedslisten ikke støttet bombningerne i Irak. Jeg mener, det er nødvendigt at bekæmpe Islamisk Stat, men luftbombardementer er ikke den bedste måde at gøre det på, skriver hun i pressemeddelelsen.

Ifølge Forsvaret har de danske styrker selv gjort opmærksom på risikoen for de civile tab i en rutinemæssig evaluering af angrebet.

Vurderingen er givet videre til koalitionen, der nu har igangsat en undersøgelse.

Danmark har bidraget til koalitionen mod Islamisk Stat siden oktober 2014.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV