EL vil tvinge MFere til at stemme om omstridt lov

Det mener Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper (Ø), der den seneste tid er gået forrest i kampen mod den nye offentlighedslov.

Spørgsmålet om offentlighedsloven er så vigtigt og principielt, at Enhedslisten vil ophæve de såkaldte clearingaftaler i Folketinget for at styrke presset mod loven, lyden det fra Pernille Skipper på Enhedslistens årsmøde, der bliver afholdt i denne weekend.

Normalt gør clearingaftalerne det ellers muligt for folketingsmedlemmerne ikke at være til stede ved afstemningerne i folketingssalen, uden at det får konsekvenser for selve afstemningen, fordi man fra administrativ side sørger for at opretholde styrkeforholdet mellem partierne.

Men det skal ikke gøre sig gældende i forbindelse med offentlighedsloven, lyder det fra Pernille Skipper.

»Derfor vil Enhedslisten – som et skridt af mange mod offentlighedsloven - ophæve de såkaldte clearingsaftaler i Folketinget, så hvert eneste folketingsmedlem er tvunget til at møde frem og trykke på enten den røde eller den grønne knap,« siger hun.

»Det betyder, at man ikke kan gemme sig bag procedureregler, men at man må stå til ansvar for den her lovgivning, og det, mener vi, er nødvendigt, fordi det er så grundlæggende for vores demokrati, at man har mulighed for at kigge magthaverne efter i kortene«.

Samtidig opfordrer Pernille Skipper til, at partierne fritstiller deres medlemmer, når de skal stemme, så de »kan stemme efter deres egen samvittighed i stedet for et eller andet magtdiktat fra Morten Bødskov (S)«.

Pernille Skipper håber, at presset mod loven vil fortsætte med at stige.

»Der er jo et enormt pres på regeringen og Morten Bødskov lige nu. Der er over 66.000, der har skrevet under mod loven. Vi har set ni redaktører fra store dagblade og TV-stationer stå sammen for at sige fra over for det her. Der er prominente medlemmer af både regeringspartierne og Venstre og de Konservative, der har været ude at sige, at det her er for meget, så jeg håber da, at det pres kommer til at fortsætte og vil få nogle af folketingsmedlemmerne til at tænke sig om en ekstra gang,« siger hun.

Enhedslisten opsagde også partiets deltagelse i clearingaftalen ved afstemningen om Danmarks deltagelse i Irakkrigen i november 2004.

Dagens Gossip