EL vil udskyde Dong-salg til Goldman Sachs

Staten behøver slet ikke straks underskrive aftalen med den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs om at købe 19 procent af Dongs aktier, som finansminister Bjarne Corydon (S) siger.

Aftalen udløber først til august med Goldman Sachs og pensionsselskaberne ATP og PFA, så vi kan sagtens vente.

Det siger Enhedslistens finansordfører Frank Aaen, før Corydon tirsdag over middag skal i samråd om Dong-salget.

- Vi har frem til august. Det giver selvfølgelig mulighed for at bruge den tid, der skal til for at få det gennemdrøftet ordentligt, siger Frank Aaen.

Han kritiserer, at Goldman Sachs har fjernet risikoen ved sin investering med en værdifuld salgsoption, hvor selskabet kan sælge 60 procent af sine eventuelle Dong-aktier tilbage til staten med en god rente.

- Det er endnu et eksempel på, at det er en rigtig dårlig forretning, der er lagt op til med Goldman Sachs. Samtidig vil de placere alle pengene i skattely. Desuden vil man give dem afgørende indflydelse på Dongs videre udvikling, siger Frank Aaen og tilføjer:

- Aftalen bør skrottes. Det rykker sig politisk. Stadig flere får øjnene op for, at aftalen skal laves om. Derfor arbejder vi nu for, at beslutningen bliver udskudt.

Han skal inden samrådet studere aftalen i fortrolighed i Finansministeriet ligesom Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Goldman Sachs, ATP og PFA investerer i alt 11 milliarder kroner i Dong Energy, men det formilder ikke Frank Aaen.

- Goldmans Sachs er en berygtet spekulant-virksomhed. De placerer sig oven i købet i et skattely for at undgå at betale skat, fastslår han.

Enhedslisten vil øge det politiske pres mod aftalen, som forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) og andre socialdemokrater og SF'ere fordømmer.

- Det er stort flertal for aftalen, men det begynder at smuldre, siger Frank Aaen.

/ritzau/

Dagens Gossip