Elbæks nye parti: Vi peger på Helle Thorning

Skrevet af admin

27/11/2013

Dagens topnyheder

Det nye parti Alternativet, som er stiftet af blandt andre den tidligere radikale kulturminister Uffe Elbæk, peger på Helle Thorning-Schmidt (S) som statsminister.

Det slår Elbæk fast ved præsentationen af det nye parti, der har bæredygtighed og iværksætteri som de store mærkesager.

- Noget af det, vi håber på, er, at kunne placere os et tredje sted, hvor diskussionen også kan blive en anden. Men vi er ikke i tvivl om, at hvis det var i dag, vi skulle pege på en statsminister, ville statsministeren hedde Helle Thorning-Schmidt, siger Elbæk.

Men han understreger, at det nye parti vil have en nu politisk kultur, som kan udfordre både venstrefløjen på miljø- og bæredygtighedsdagsordenen, mens højrefløjen vil blive pustet i nakken, når det gælder iværksætteri.

- Vi udfordrer alle, men der er også potentiale for at samarbejde med alle, siger han.

Et succeskriterium for det nye parti bliver i første omgang at få samlet de 20.000 underskrifter, der kræves for at blive opstillingsberettiget til Folketinget.

Dernæst går Alternativet efter at få nok stemmer til at komme over spærregrænsen, så Uffe Elbæk ikke længere kan kalde sig partiets eneste repræsentant på Christiansborg.

- Vi håber da, at vi går op ad trappen derude på valgaftenen og kan sige, at vi i hvert fald har fået fire mandater ind. Vi er jo ydmyge, siger Elbæk.

Netop ydmyghed er en af partiets seks kerneværdier, der også omfatter mod, generøsitet, gennemsigtighed, humor og empati.

Derudover har Alternativet nogle overordnede politiske pejlemærker, men et egentligt partiprogram findes ikke. Det skal først udvikles i samarbejde med vælgerne på såkaldte "folkelige, politiske laboratorier" rundt om i landet frem mod folkemødet på Bornholm næste sommer.

Uffe Elbæk frygter dog ikke, at det nye parti bare vil samle en flok mennesker, som er imod det bestående, uden nødvendigvis at være enige om særlig meget andet.

Han er parat til at afvise bejlere, der ikke har det samme værdigrundlag som folkene bag partiet.

- Vi ved godt, at vi kan komme i en situation, hvor der er folk, som egentlig gerne vil arbejde sammen med os, som vi siger pænt nej tak til. Jeg tror ikke, det kan være anderledes, siger han.

Foruden Uffe Elbæk er Alternativets talspersoner Josephine Fock, der er sekretariatschef i Offentligt Ansattes Organisationer (OAO) og Torsten Gejl, direktør i virksomheden OCN.

/ritzau/