Elbiler får det røde kort til grøn markedsføring

Skrevet af admin

20/12/2013

Dagens topnyheder

Elbiler markedsføres ofte med, at de ikke forurener klimaet under kørslen, men det skal være slut nu. Elbiler sviner nemlig også med C02, skriver Jyllands-Posten.

I en vejledning til markedsføring af elbiler slår forbrugerombudsmand Henrik Øe fast, at der skal gøres op med bilbranchens fremstilling af elbiler som klimaets bedste bilven.

- Selv om en anprisning af en elbil som "CO2-neutral under kørsel" eller "nul gram CO2 ved kørsel" isoleret set er korrekt, er det i strid med god markedsføringsskik, hvis man ikke samtidig oplyser, at der udledes CO2 ved den produktion af el, som bruges ved kørsel.

- For selvfølgelig udledes der CO2 ved energiforbruget, siger Henrik Øe til Jyllands-Posten.

Forureningen understreges af opgørelser fra Energistyrelsen over CO2-indholdet i den gennemsnitlige strøm, der kommer ud af danskernes stikkontakter.

I 2013 ventes produktionen af en kilowatt-time (kWh) at udlede 318 g. CO2, uanset om strømmen bruges til at holde et køleskab koldt eller til at oplade af en elbil, skriver Jyllands-Posten.

I august udkom Forbrugerombudsmandens seneste vejledning udkom i august.

Alligevel markedsfører blandt andre bilproducenterne Renault og VW fortsat elbiler som CO2-neutrale under kørsel. Det får nu Henrik Øe til at slå fast, at han vil rette henvendelse til de pågældende bilimportører.

/ritzau/