Elev skyder lærer med armbrøst og sårer flere elever i Barcelona

Skrevet af admin

20/04/2015

Dagens topnyheder

Politiet i Barcelona har tilbageholdt en mindreårig dreng, som er mistænkt for at have dræbt en lærer og såret fire andre.

Den tilbageholdte er under 14 år, siger en talsmand for politiet i den spanske by. Han kan ikke bekræfte, at drengen er elev på skolen.

Forinden har flere spanske medier rapporteret, at det drejer sig om en 13-årig dreng, som skal have brugt en armbrøst under sit forehavende.

Ifølge politiet var drengen bevæbnet med noget, der godt kunne være en armbrøst. Men det er ikke bekræftet.

En elev på Joan Fuster-skolen fortæller, at han har set drengen svinge med en kniv.

- Drengen kom ind i vores klasse med en kniv, og han ville angribe en af mine venner. Men det lykkedes ikke, han gik, og vi fik en chance for at løbe væk, siger eleven.

To lærere og to elever blev skadet ved angrebet.

Ifølge avisen El Mundo var den mindreårige dreng dukket op en time inde i skoledagen. Da han kom ind i klasseværelset, skal han have såret læreren og dennes datter, der gik i samme klasse.

Avisen skriver videre, at en lærer i klasselokalet ved siden af hørte larmen og forsøgte at blande sig. Han blev dræbt.

Den dræbte lærer skal angiveligt have arbejdet som lærervikar på skolen.

Der er ingen oplysninger om, hvilket motiv drengen skal have haft for angrebet på skolen.

I Spanien kan børn under 14 år ikke dømmes efter straffeloven, men kan administrativt anbringes på institutioner.

/ritzau/Reuters